Hong Kong er muligvis på vej mod recession efter måneder med voldelige protester, men salget af en privat parkeringsplads i den centrale del af byen slår alle rekorder.

En parkeringsplads under kontorbygningen The Center i Hongkong er blevet solgt for næsten 1 mio. dollars eller hvad der svarer til 6,5 mio. kr., ifølge lokalt medie. Det gør parkeringspladsen til den dyreste i byen og måske den dyreste i verden.

The Center regnes for verdens dyreste kontorbygning. For det samme som parkeringspladsen koster, kan man købe en lille lejlighed på Manhattan i New York med et soveværelse.

Sælgeren af parkeringspladsen er Johnny Cheung Shun-yee – en forretningsmand, der er kendt for at være god til at købe billigt og sælge dyrt på Hongkongs ejendomsmarked. Sidste år tjente han næsten 800 mio. kr. på at købe og sælge kontorlokaler i den samme bygning, som huser parkeringspladsen.

Køberen af parkeringspladsen er dog ikke blevet afsløret.

Den vanvittige pris er med til at understege den enorme forskel, der er mellem de ultra-rige og almindelige mennesker i byen.

Det er bl.a. den store forskel i den økonomiske formåen, der har været med til at give næring til de mange protester, der har bølget frem og tilbage i Hongkong i månedsvis.

Selv om Hongkong ofte portrætteres som glamour og bling-bling, så må hver femte indbygger leve af en indkomst under fattigdomsgrænsen.

Kommentarer